torsdag 8. desember 2011

Om å være pårørende

Å være pårørende til en person med Alzheimer, kan til tider være en utfordring og en krevende oppgave. Mange opplever en følelse av sorg og savn, når en av de nærmeste rammes av denne sykdommen. Savn av det som var, mens vedkommende fortsatt lever.






En person med Alzheimer kan kanskje sammenliknes med en rose. En visnende rose. Den mister gradvis funksjon og egenskaper den tidligere hadde. Som pårørende kan man oppleve å savne egenskaper man satte stor pris på hos vedkommende. Rollene blir snudd om. Gradvis blir man foreldre til foreldrene sine.






Det er godt dokumentert at å være pårørende for en person med Alzheimer/demens, øker risikoen for helseskader. Det er i første rekke de atferdsmessige endringene og psykiatriske symptomene ved sykdommen til den som er rammet, som belaster pårørende.

Noe av det vanskeligste å takle, for min egen del, er å bli sint på en dement. Det skjer gjerne fordi man er sliten selv. Man kan også kjenne seg sint over at en har havnet i en slitsom omsorgsrolle man ikke har bedt om.

Mange pårørende sliter med, i tillegg til sorg/savn, også med sårede følelser, skyldfølelse, krisereaksjoner og ikke minst stor usikkerhet.

Ofte må man gå flere runder med seg selv, både i møte med vedkommende og etterpå.

Grenser er for meg en sentralt punkt her, for behovet er stort. Sykdommen er jo en pågående prosess. Og bevissthet hvor man selv legger energien sin, men også hvor man henter påfyll andre steder fra.


12 kommentarer:

  1. Kære Elisabeth, tak for dine ord, du ved jo, at jeg er med dig i de følelser, og jeg håber at du passer på dig selv og sørger for, at din mor får hjælp fra andre end dig. Vi er tre i det daglige, og vi synes, det er hårdt, ikke mindst savnet af den, der var og det hjem, der var engang. Knus og mange kærlige hilsener Lene

    SvarSlett
  2. Hei Elisabeth
    Ja, vi andre hvet nok ikke hvor stor belastning det er, når man ikke har opplevet det selv. Og man kan heller ikke se på noen, at de har altzheimers. jeg kunne ikke gjette det, første gangen dere var på besøk i butikken.
    Brrrrr...i dag er det kaldt, altså. her fyres det i ovnen, og jeg skal strikke og kose meg i dag. Og pleie mitt vonde kne.

    SvarSlett
  3. jeg vet hva du snakker om.. jeg følte det slik da både mormor, svigermor og mamma var syk.. det gjorde vondt i hele kroppen og se de slik.. og jeg kunne ikke gjøre noe som helst for de menneskene som alltid gjorde så mye for meg.. jeg tror mitt sinne var bunnet i hjelpesløshet.. og jeg angrer i dag at jeg ikke tok i mot tilbudet om å snakke med noen i de årene.. for nå velter hele lasset over meg i perioder..

    du gjør nok det du kan Elisabeth.. det viktigste er at du klarer å ta vare på det selv.. det er kanskje den tøffeste oppgaven opp i dette !

    stor klem til deg..

    SvarSlett
  4. Kjære deg..det er trist å lese om din mor.Det er klart det er tungt for deg. Jeg tenker at ddet viktig å tillate seg. Å si det høyt. At dette er vondt. At du savner.
    Jeg sender en trøsteklem!
    ;-)

    SvarSlett
  5. Jeg har ingen erfaring som pårørende til denne sykdommen som din mor har men det kan muligens sammenlignes med å være pårørende til kreftpasient som skal dø. De blir også gradvis "borte", og det var veldig vondt syns jeg. Jeg angrer i dag på at jeg ikke tenkte som du - grensesetting for meg selv. Jeg skulle funnet noen steder å fylle energibegeret istedet for å være tilstede hele tiden. Vet ikke om det finnes noen selvhjelpsgrupper der du bor - det er jo helt sikkert mange andre som er i din situasjon og som det kunne vere godt å samtale med. Anbefaler deg å gå inn på selvhjelp.no og søke litt der - kanskje har de noe å tilby. Ellers var kreftforeningens Livslystkurs et flott sted for meg å delta...slike kurs skulle det vært tilbud om hele tiden rundt om - ikke bare for kreft -men i alle livets bølgedaler.

    Sender en klem og støtter deg i at DU må sette grensene og passe på å fylle opp begeret ditt.

    jannetove

    SvarSlett
  6. Jeg har ingen erfaring med Alzheimer, men kan godt forstå at det er vanskelig. Min far er 93 og jeg merker at han begynner å glemme mer og mer.Og så har han begynt å beskylde andre for å stjele så mye hos ham. Det er selvfølgelig helt feil, men vanskelig for ham som plutselig ikke stoler på noen. Jeg føler det også noen ganger som om jeg er forelder og han barn. Enkelt er det i alle fall ikke alltid.

    SvarSlett
  7. Åh ja, det er en meget voldsom belastning, at ens kære er dement. Jeg genkender hvert et ord af det, du skriver, Elisabeth. Det føles også unaturligt, at man som den yngste får vendt rollerne om og bliver forælder for den ældre generation. Min svigermor blev dement og nu også min farbrors kone. Jeg tror, det er meget vigtigt at tale med andre, der kender til, hvordan det er at være pårørende til en dement, at få talt vreden og skyldfølelsen ud.
    Varme tanker til dig!

    SvarSlett
  8. God kveld søte deg, du skriver så fint om noen så trist....det MÅ være veldig rart å komme i en omsorgsrolle for sin mor.

    Sender deg en "passpådegselvklem" :))

    Hilsen Helen

    SvarSlett
  9. Det er viktig å sette grenser for seg selv og oppsøke hjelp når en trenger det, snakk med andre pårørende, bli medlem i foreninger for pårørende til demente, les bøker om demens.

    Ikke press deg for langt, det kommer til et tidspunkt der det beste er at vedkommende får plass på skjermet enhet på sykehjem.

    Klem til deg!

    SvarSlett
  10. Jeg skal ikke si at jeg kan tenke meg hvordan det er, for det har jeg egentlig ingen anelse om.

    Men jeg klarer likevel se for meg belastningen det må være, når noen så nær rammes på en slik måte som denne sykdommen. Klarer ikke forestille meg hvor vondt det må være.

    Husk nå bare på å passe godt på deg selv oppi dette. Du må sette begrensninger i din rolle.
    God klem!

    SvarSlett
  11. sänder en stor kram och en stödjande tanke! Vi tänker på er ofta!

    SvarSlett
  12. Dette var ett innlegg som gjorde sterkt inntrykk. Skjønner det kan være vanskelige dager med vekslende følelser. Det er viktig å finne påfyll. Min farmor ble dement. Det var vondt. Den vondeste perioden var da hun vekslet. Da hun ennå hadde klare øyeblikk og forsto sin egen sykdom. Etterhvert ble hun fullstendig. Da bodde hun med mine foreldre. Der oppsto flere skumle hendelser mens de sov, med komfyr/brann, at hun gikk ut på vinter uten klær osv. Til slutt fikk hun plass på gamlehjemmet og bodde på dementavdelig i flere år. Hun var mere hjelpesløs enn de minste barna. Da hun døde følte vi ikke sorgen som ved tap av andre. Sorgen hadde vi hatt i mange år. Vi hadde mistet henne lenge før døden inntraff.
    Sender deg varme tanker og gode vibber for hverdagen. Klem.

    SvarSlett